Man skal ikke hænge med røven, før den slæber
Streptokok-virus ændrede Thomas' liv
Tekst: Camilla Haldrup, Horsens Folkeblad, 2006 (samt diverse tilføjelser og faktuelle rettelser siden 2006, af Thomas Boelskifte, April 2008)
Fotos: Thomas Boelskifte, Lars Boelskifte
HORSENS - Hvert år rammes mange danskere af en streptokok-infektion. For nogle viser det sig som en irriterende halsbetændelse, men for ganske få bliver det livstruende. 32-årige Thomas Boelskifte er en af dem, der har fået sit liv vendt op og ned på grund af streptokokker - på godt og ondt.
Han vågner i mørke. Ligger alene på en hospitalsstue, der virker uendeligt lang og flad. Under sengen larmer en kompressor, og ovre i hjørnet rumler en vaskemaskine. Thomas ved ikke, hvad han laver her. Med et sløret blik kigger han ned af sig selv, vrikker med sine modvillige tæer og fingre og tænker, at det nok må være alvorligt. Indeni fortæller noget ham, at han skal træffe et valg. Enten kan han læne sig tilbage. Eller også kan han selv tage kampen op mod hvad end, det er, som har ramt ham.
Hans mors ordsprog giver ham svaret. „Man skal ikke hænge med røven, før den slæber”.
- Jeg skal kæmpe, hvisker han for sig selv.
De første smerter
I begyndelsen af marts 2005 får Thomas Boelskifte ondt i sit højre knæ. Tror det er en gammel fodboldskade, men smerterne bliver værre og værre. Onsdag den 2. marts halter han sig til Randers for at fejre sin fars fødselsdag. Det meste af den sene frokost med familie, venner, rugbrød og lækre lune retter tilbringer han på langs med benene oppe, fordi knæet gør så ondt. Det føles, som om en issyl bliver jaget ind i knoglen, hver gang han bevæger sig. Imellem jagene dunker en mere dump og varm smerte i ham. Det er næsten uudholdeligt.
Dagen efter tager smerterne til, og han må melde afbud til en lægeaftale. Kan ikke komme ud af sengen. I stedet fylder han sig med smertestillende piller. Et sted inde i ham buldrer bekymringerne. Men han slår dem hen. Det, der bekymrer ham mest, er, at han ikke kan passe jobbet som grafiker. Det er ikke godt. For han har haft mange sygedage. Dage hvor han bare er blevet derhjemme i sengen med computeren. I sidste uge gav chefen ham en advarsel.
Dage i helvede
Den 4. marts kigger kammeraten Kim forbi Thomas' lejlighed. De har været venner lige siden, de som fem-årige mødte hinanden midt i en stor bunke sand udenfor Kims barndomshjem. Thomas har bedt ham om at hente flere smertestillende piller på apoteket. Kim kan med det samme se, at den er gal. Benene er både varme og hævede, og smerterne skinner igennem det evige smil, der ellers er på Thomas' læber. Vagtlægen siger, han skal gå til sin egen læge.
Endnu en dag går i smertehelvede. Kim kommer igen, og nu er han for alvor chokeret.
- Nu er begge dine ben både røde og lilla og alle regnbuens farver, siger han, da han løfter dynen.
Thomas har slet ikke været oppe at stå. Ikke engang for at gå på toilettet. Det afslører en sodavandsflaske med urin ved siden af sengen. Det piner Thomas, at han bare ligger dér. Hjælpeløs.
Endelig kommer vagtlægen. "Jamen du skal jo indlægges!", er hans eneste kommentar. Kort efter følger de blå blink.
Da falckfolkene bærer Thomas ned, giver han langsomt slip. Bevidstheden glider fra ham, mens han med høj stemme fortæller vittigheder under køreturen. Det føles, som om kroppen under de sorte joggingbukser og den sorte t-shirt er blevet 30 kg. lettere. Så går han i sort. Det er rart at andre tager over. Det er også rart, at hans chef nu kan se, at det ikke bare er endnu en dårlig undskyldning for at blive væk fra jobbet. Han er faktisk syg.
Feberdrømmene
Mens Thomas ligger dér sanseløs og urørlig, arbejder lægerne på Horsens Sygehus på højtryk for at finde ud af, hvad der er galt med ham. Infektioner har de set mange gange før, men aldrig i denne her grad. Der sidder betændelse i stort set alle led. Efter nogle dage sendes Thomas til flere undersøgelser på Skejby Sygehus og på Kommunehospitalet i Århus, hvor de også skyller hans knæ for at få renset ud i infektionen.
Thomas ænser intet. Men både kammeraten Kim, Thomas' far Lars og Lars' kone Conny er der, da de får beskeden om, at det ser sort ud. Det er ikke sikkert, han overlever. De må håbe på, at han er fysisk stærk nok til at komme igennem det.
Efter to bevidstløse uger vågner Thomas på den mørke enestue på infektionsmedicinsk afdeling Q på Skejby Sygehus. Lægerne fortæller ham, at han har fået en streptokok-infektion. De spørger, om han har været ude at rejse. Men Thomas har bare været på arbejde og så hjemme foran fjernsynet.
Alt imens lægerne forsøger at knække koden om, hvorfor Thomas er blevet så syg, buldrer infektionen stadig i hans krop. Alt på ham er rødt og hævet. Hans hænder er som balloner, og hans kropstemperatur brænder sig indimellem op på 44 grader.
Thomas' familie tager forbi sygehuset hver dag, men Thomas er fjern. I sine feber-drømme svæver han den ene dag i en slags retssal, hvor en overdommer betragter ham fra en høj pult. Næste dag er han til Formel 1 Grand Prix i Monaco, og den tredje dag sniffer han coke med de kendte.
Fingergymnastik
Efter en måneds tid får lægerne og Thomas endelig bugt med infektionen. Men den brusk, der sidder mellem leddene, er væk og de fleste led er derfor "rustet sammen".
- Måske kommer du ikke til at gå igen, lyder beskeden fra lægerne.
Thomas kan godt se, hvad de mener, når han kigger ned på sine fingre, der er krøllet fuldstændig sammen. De vil ingenting.
Men han har besluttet at kæmpe, så tilbage på P5 på Horsens Sygehus starter den hårde genoptræning. Det går langsomt, og det går den stædige Thomas på, når tingene ikke lykkes. Tingene lysner dog, da han sidst i maj 2005 bliver flyttet ud på Brædstrup Sygehus. Den røde murstensbygning omfavner ham med det samme. Personalet på Horsens og Skejby sygehuse har taget sig godt af ham. Alligevel føles det anderledes på Brædstrup. Det føles som hjem.
A1 er hans gang, 103 hans stue. Han kommer meget tæt på personalet, der sætter friskplukkede blomster på sengebordet og hver aften planter et godnatkys på hans pande.
Langsomt får han også krøllet fingrene ud - millimeter for millimeter - og de små sejre begynder at komme. Som da han kan klø sig på næsen og selv kan komme fra sengen over i kørestolen. Og da han igen kan komme på toilettet uden hjælp. Det er fantastisk.
Online i sygesengen
Sygeplejerskerne på Brædstrup finder hurtigt ud af, at Thomas er vild med it og computere.
- Du er vist en rigtig nørd, driller de kærligt.
En morgen står der pludseligt en elektriker i døren ind til stue 103, hvor Thomas har indrettet sig med hjemligt rod.
- Du skal have en internetforbindelse, forklarer manden og går i gang at sætte et stik op ved siden af sengen.
Thomas lyser op i et stort smil. Det er helt vildt. Så kan han få skrevet på sin blog og holde kontakten med familien og vennerne. Mens han sidder der under den hvide hospitalsdyne med sin bærbare Mac-computer foran sig, skriver han om sygdommen. Om hverdagen i en sygeseng og om genoptræningen. Der er også mange, der spørger, hvad han fejler. Han kan svare på det meste. Efterhånden har han opbygget en slags doktorgrad i sin sygdom.
Et nyt liv
Efter flere operationer med stivgørelse af begge fodled, med femten centimeter lange titanium-spyd op gennem skinnebenet, og to kunstige knæ, er Thomas i maj 2006 klar til at komme hjem igen - efter mere end et år på hospitalsstuer. Det er på én gang spændende og skræmmende. For det har været trygt at have en klokkesnor at trække i.
I mellemtiden har hans Far og hans kone Conny, arbejdet hårdt - dag og nat - på at flytte alle hans ting, fra den gamle lejlighed, der var uden elevator og langt fra handicap-egnet, til en ny "ældre-bolig" med de fornødne faciliteter. "Ældre-bolig", ordene rammer Thomas hårdere end han vil lade folk se og mærke.
Men da han ruller ind i den nye og lyse lejlighed på Gl. Jernbanegade, forsvinder frygten og tankerne om det ukendte. Han nyder at kunne låse sin dør og være sig selv. Enebarnet Thomas har altid været sin egen. Måske for meget sin egen, tænker han, mens han i den begyndende sommerhede får indrettet sit nye hjem med abstrakte malerier og lyse møbler. Tankerne begynder at rumstere i ham om livet før sygdommen. Tanker som han først nu tør tænke.
Måske skulle han have åbnet mere op, da hans mor Jytte døde pludseligt i 2001. Det ramte ham hårdt. Endnu hårdere end han ville vise udad til.
Bag de nedrullede gardiner og computerskærmen druknede han hver dag sorgen i 12 stærke guldbajere, mens livet udenfor gled i baggrunden.
Derfor kom jobbet til at hænge i en tynd tråd.
Men sygdommen har ændret alt. Thomas gemmer sig ikke længere. Ser ikke verden gennem flaskegrønt glas eller skjuler sine følelser. Han stiler mod endnu flere sejre, uanset hvor små de end måtte være. Målet om at kunne gå - bare 10 m. - bliver nok aldrig en realitet, men det at skjule sine følelser og lukke sig inde, er en saga blot.
Han vil være en bedre søn for hans Far og Conny, han vil være en bedre ven for sine venner, og han vil være et bedre menneske fremover. Det er målet, det skal der leves efter - livet skal leves nu, for alvor! For selvom smerterne stadig dunker i ham nu og da og hans krop er rusten, er hans livsappetit det langtfra. Han ved stadig ikke, hvorfor infektionen ramte ham så hårdt. Og han er egentlig også ligeglad. Han ville ikke have været den foruden. Den har givet ham en frisk start på livet.
Og røven - den hverken hænger eller slæber!
Efterskrift:
Thomas Boelskifte bor i dag i egen lejlighed, og udover morgenbesøget af hjemmehjælpen klarer han sig selv. Jobbet som grafiker har han ikke længere, da han hverken fysisk eller psykisk kan bestride et fuldtidsjob. Men computeren er stadig hans gode legekammerat.
Du kan læse mere om Thomas og hans interesser på hans website og blog: http://thomas.boelskifte.dk
Om fortællingen
Denne artikel er blevet til på baggrund af interviews med Thomas Boelskifte, hans familie og venner samt personale på Horsens og Brædstrup Sygehuse.
FAKTA: Streptokokker
Streptokok er en bakterie, der findes udbredt hos mennesket og i vores omgivelser.
Den hører til slægten Streptococcus, som består af mere end 30 arter, hvoraf nogle kan give sygdomme af både mild og dødelig karakter. De mere almindelige sygdomme er bl.a. halsbetændelse og børnesår, mens det i grelle tilfælde kan føre til livstruende sygdomme som f.eks. meningistis.
Den type streptokok, som Thomas Boelskifte har haft i sin krop, tilhører gruppe G. Det vides ikke, hvorfor infektionen har sat sig i så mange af hans led eller hvad der er årsagen til, at han overhovedet pådrog sig infektionen.
Kilde: Statens Serumsinstitut samt overlæge Otto Langhoff, ortopædkirurgisk afdeling, Horsens Sygehus.
2011, Thomas Boelskifte
