HVAD ER STEAM?
Lad os først se på, hvad den såkaldte Steam Engine egentlig er. Man kan sammenligne Steam med iPhones App Store, men i stedet for iPhone programmer, er Steam et digitalt distributions-system for PC-spil. På Steam butikken kan PC gamere vælge blandt mere end 1.000 spil-titler, og købe og downloade dem direkte til deres Windows computer. Samtidigt håndterer Steam opdateringer, kopibeskyttelse og bruger-fora, for de spil man køber via butikken Ud over Valves egne spil (blandt andre Half Life 2, Left 4 Dead, Team Fortress 2 og Portal), har mange andre spil firmaer fundet vej til Steam. Spil fra EA, Activision og SEGA findes på steam, men det er især Valves egne spil, der har gjort Steam enormt populært, siden oprindelsen i 2002. For nyligt introducerede Valve et nyt bruger-interface til Steam, hvor man skiftede fra at bruge Microsofts Trident rendering-engine (der krævede Internet Explorer) til at bruge Apples Open Source browser-engine, WebKit. Dette blev set som et hårdt slag for Microsoft, og Valves Director of Steam Development, John Cook, udtalte da også at: ...skiftet fra Microsoft og Internet Explorer, giver os en masse stabilitets- og performance forbedringer... Skiftet til WebKit var også det første tegn på, at Valve var på vej med understøttelse for Mac platformen i Steam. GAMING - THE FINAL FRONTIER
For kom Steam til Mac'en, ville spillene naturligvis også følge trop. Det er uklart hvorvidt spil fra EA, SEGA og andre umiddelbart kommer til Mac platformen, men det er sikkert at Valves egne spil vil blive kodet til Mac OS X. I sidste uge bemærkede Steam brugere, at der fandtes Mac OS X komponenter og ressource-filer, i den opdaterede Steam-butik. Dette startede spekulationer og rygter om, hvorvidt Valve var på vej med en Mac udgave af Steam. Var dette tilfældet, ville det være en kanon fjer i hatten for Apple, der længe har forsøgt at overbevise seriøse gamere og spil-udviklere om, at Mac'ens hastighed og stærke grafik, ville være optimalt for selv de mest avancerede spil og spillere. Man kan sige, at gaming er den sidste bastion Apple mangler at kapre. Og da maskinerne snildt kan håndetere de nyeste spil, var det mest udviklernes der skulle overbevises om mulighederne, end det var tekniske forhindringer der stod i vejen for spil på Mac'en. Denne bastion lader nu til at være kapret. GENIAL VIRAL MARKEDSFØRING
Valve har nemlig lanceret en såkaldt viral markedsførings-kampagne, hvor man "lækker" oplysninger til forskellige sites, der giver flere og flere hints omkring understøttelsen af Macs. Man har valgt at imitere gamle Apple reklame-kampagner, og lække et enkelt foto til et enkelt site, hver dag. Det hele startede med nedenstående foto, sendt til sitet Rock, Paper, Shotgun. Her har man taget en klassisk Apple annonce fra 1984, for den dengang nye Macintosh computer, og udskiftet ordene "Introducing Macintosh" med "Introducing Steam".
Derefter modtog MacRumors dette foto, der ikke umiddelbart er en kopi af en Apple annonce, men i stedet viser Gordon Freeman, en karakter fra Valves Half-Life spil, med en Apple logo på brystet. Det er svært at se, så vi har fremhævet det med en pil.
Så modtog MacNN et foto, der viser to robotter fra Valve-spillene Team Fortress 2 og Portal, som imiterer Apples Get a Mac kampagne
Næste billede kom til Shacknews, og viser en karakter fra Team Fortress 2, der danser som i Apples iPod reklamefilm.
Femte teaser imiterer Apples Think Different kampagne, hvor man har erstattet Apple logoet med Valves, og viser en karakter fra spillet Left 4 Dead.
Sjette og sidste billede modtog Macworld, der imiterer Apples mest berømte TV reklame 1984, men nu med Alyx Vance fra Half-Life 2 spillet som hovedperson.
Hele denne virale kampagne, har skabt enorm røre og store overskrifter, helt uden Valve på noget tidspunkt har udtalt sig eller bekræftet, at Steam og tilhørende spil kommer til Mac platformen. Dette må siges at være intet mindre end genialt, og helt sikkert noget vi kommer til at se mere til fremover.
Et af de første firmaer, der gjorde brug af virale kampagner, var Google. Det hele startede med Gmail, der i flere år kun var tilgængeligt, hvis man blev inviteret af en bruger der allerede havde adgang.
At man ikke bare sådan kunne få adgang til Gmail, gjorde at folk blev helt syge for at komme ind i varmen, og at have en Gmail konto blev lynhurtigt til et statussymbol. Der blomstrede en kæmpe økonomi på auktions-sites, hvor folk med Gmail invitationer, solgte dem for ret store beløb.
Den føste kampagne af denne slags, blev opfundet af kreditkort-firmaet American Express, der med kort som Platinum AmEx og det mytiske Centurion - The Black Card gjorde folk med enorme formuer (og dermed enorme forbrug af penge) til endnu større stjerner, blot fordi man havde et Centurion Card, der kun kan fås hvis man inviteres specielt af American Express. Og man skal virkelig være stor, for at komme i betragtning. Mange kongelige, rockstjerner og filmhelte er blevet afvist, og henvender man sig selv og beder om at komme i betragtning, kan man være sikker på aldrig at få et Black Card!
Så disse kampagner er kommet for at blive, for de virker, og de virker meget effektivt. Fordelen ved dem er, at de for det første er rigtig billige, og for det andet kan varieres i det uendelige. Enten vækker man folks nysgerrighed, ved at sende teasere som Valve har gjort, eller også gør man et produkt så eftertragtet - ved at kræve et eller andet for at blive lukket ind i varmen - at alle vil have en del af kagen.
Faktisk har der gennem flere år cirkuleret rygter om, at Apple selv benytter sig af lækager, for at skabe hype omkring nye produkter, eksempelvis som med iPad'en. Det tror vi nu ikke på, for ulemperne for Apple er langt større end fordelene. Lever produktet ikke op til hypen, bliver det med det samme stemplet som en fiasko når det lanceres.
På den anden side, har Apple jo ikke lavet et dårligt produkt i mange år, så helt afvises kan det ikke ... døm selv!



Ingen kommentarer