
Sagen om
den glemte iPhone prototype har taget endnu en drejning, denne gang med det Californiske politi som hovedperson.
Som vi skrev
den anden dag, ville politiet muligvis gå ind i sagen, da den glemte iPhone prototype var blevet videresolgt til gadget-sitet Gizmodo, i stedet for at blive leveret tilbage til Apple.
Og det endte da også med, at Californiens
Rapid Enforcement Allied Computer Team, REACT, fredag dukkede op hos Gizmodo's redaktør, Jason Chen (der betalte de $5.000 for prototypen), og med en dommerkendelse i hånden beslaglagde fire computere og to servere.
Ifølge dommerkendelsen -
der blev postet på Gizmodo's site i går - var der
begrundet mistanke om, at Chen's computere var blevet brugt til at begå en forbrydelse.
Mistanken, og det der ligger til grund for dommerkendelsen, er det der i USA kaldes en
Felony, hvilket er ret alvorligt. En
Felony er en forbrydelse, der kan straffes med fængsel i over et år, eller med døden. En forbrydelse der kan straffes med mindre end et år, kaldes en
Misdemeanor, så det er altså alvorlige anklager man mener at kunne tiltale Chen med.
Det skal siges, at politiet på ingen måde har tiltalt Chen, eller andre fra Gawker Media der ejer Gizmodo, men hvis det sker, er det altså alvorlige anklager man står over for.
Apple Insider har mere om historien, og Gizmodo har en
kopi af dommerkendelsen samt Chen's mail til sin advokat, hvor han ridser besøget fra politiet op.
Ingen kommentarer