Virtualisering er den teknologi, der gør det muligt at køre operativsystemer "oven på en Mac" uden at genstarte maskinen. Man kan eksempelvis køre Windows i et vindue eller fuld skærm, samtidig med man har Mac OS X kørende, og med dagens hurtige Dual-Core Intel--processorer, fungerer det faktisk rigtig godt.
Men det er svært at vurdere objektivt, om det er Parallels Desktop eller VMWare Fusion der er det hurtigste. Samtidig er det svært at vurdere, om det er bedst at tildele 1024 eller 2048 MB RAM til den virtuelle maskine, og om det gør en stor forskel at køre med en eller to virtuelle processorer.
Så vi har de sidste dage været travlt optagede af, at lave hastighedstests af de to produkter. Vi tester både opstartstider, og kører egentlige benchmarks for at se, hvilket produkt der egentlig er det hurtigste, og hvilke indstillinger der giver mest "bang for your buck".
Til slut vil vi også teste hastighederne op mod Apples Boot Camp løsning, der gør det muligt at installere Windows på ens Mac, helt uden virtualisering. Man skal altså genstarte sin Mac, og boote op i Windows, hvilket er en ulempe. Fordelen er, at man får 100% hastighed, da ens Mac nu blot er en almindelig, hurtig PC.
Testen af Boot Camp laves, så vi har et tal at måle virtualiserings-løsningerne op mod. Vi tester alle tre løsninger, med en frisk installering af Windows 7 Ultimate. Vi undlader at opdatere Windows med de seneste rettelser fra Microsoft, da testen løber over flere dage, og det ikke ville give et korrekt resultat, hvis der pludselig var én opdatering installeret under VMWare, som ikke var tilgængelig da vi testede Parallels.
Det ville være umuligt at holde begge installationer helt ens, så vi undlader det helt, og får dermed en mere fair baseline at gå efter.
Parallels og VMWare Fusion er begge gode produkter, der giver flot hastighed af Windows 7 under virtualisering, meget bedre end vi havde turdet håbe. Bruger du Windows Vista under virtualisering, skal du helt sikkert få opgraderet til Windows 7, da det er meget mere optimeret og dermed hurtigere end Vista var det.
Vi regner med at have alle resultater klar inden for et par dage, og vi tror du vil blive overrasket over resultatet, og over hvor få ændringer der skal til, for at få en del højere ydelse.
We'll be back... :)



Ingen kommentarer