Bare Bones Software opdaterede tirsdag, deres tekst-editor BBEdit, til version 9.5.
BBEdit har siden 1991 været den mest populære tekst-editor til Mac'en. Tekst-editor skal i denne sammenhæng forstås, som et program der er særlig velegnet til at redigere kode. Det kan være HTML og CSS, eller det kan være den kode man skriver, når man programmerer i C, C++, Objective-C, Python, BASIC eller lignende. Alle der har behov for mere, end det den indbyggede tekst-editor i Mac OS kan, har om ikke andet prøvet BBEdit, og mange af os kan slet ikke leve uden.
I anledning af opdateringen, ser vi lidt nærmere på BBEdit og et par af dets mange muligheder...En af BBEdit's styrker, er muligheden for at udvide programmet med Plug-Ins, så selv om BBEdit måske ikke kan præcist det man skal bruge det til, findes der helt sikkert en Plug-In der kan hjælpe. Det virker måske sært, at man skulle have behov for et program til "bare" at redigere tekst, men bare det at programmet kan farve-kode de forskellige elementer af et HTML dokument, er en stor hjælp når man skal finde fejl, eller tilføje noget på et site. Og da BBEdit også har sin egen FTP-klient indbygget, kan man redigere i et HTML dokument direkte på serveren, så rettelserne træder i kraft med det samme. En anden fantstisk funktion, er muligheden for at søge via Regular Expressions. Det er en videnskab i sig selv, men det betyder at man eksempelvis kan finde alle de filer i ens Dokumenter-mappe, der er af typen .PHP som er mindre end 1000 linjer lange, og som indeholder ordet BBEdit inden for tyve karakterer af ordet Opdatering ... og når disse dokumenter findes, skal ordet lige rettes til Opdateret i dem alle. Altså vanvittig komplicerede søg/erstat funktioner, globalt på ens maskine eller server.
Og sådan har BBEdit udviklet sig hele tiden, gemmen hele sin levetid, og med version 9.5 er der kommet endnu flere funktioner til, der kan optimere ens dagligdag når det kommer til at håndtere tekst og kode.
Der er blandt andet kommet en Live Search Bar, som man eksempelvis kender fra Finder, der begynder at søge så snart man starter med at taste sine søgeord. Fundne ord highlightes med det samme i ens dokument, så man nemt kan finde det sted man skal rette noget. Og med Return og Shift-Return kan man hoppe mellem de fundne ord.
Vil man læse mere om BBEdit's historie, har Wikipedia lidt af den her, og man kan finde den nye version Release Notes her
Vil man snuse til mulighederne uden at betale for BBEdit, eller har man bare ikke behov for alle mulighederne, kan man enten hente dets lillebror TextWrangler (en super tekst-editor i sig selv, i øvrigt!) eller man kan hente en prøveversion af BBEdit her.
BBEdit koster $125 for en personlig licens, $30 for en opdatering, og er man under uddannelse eller er man lærer, kan man få BBEdit for $49.
Link: http://www.barebones.com/products/bbedit/



Ingen kommentarer