Apple gør det nu billigere, at blive medlem af det særlige program for udviklere, og ændrer i samme omgang navnet fra ADC (Apple Developer Connection) til Mac Developer Program.
Samtidig er der nu kun to typer medlemsskab; Gratis og et $99/år medlemsskab. Vi ser nærmere på de to nye programmer...APPLE DEVELOPER CONNECTION ER FORTID
Det gamle ADC medlemsskab havde mange forskellige trin, der hver gav forskellige muligheder og fordele, og hver kostede forskelligt. Det gratis medlemsskab gav adgang til Apples omfattende bibliotek af teknisk dokumentation, mens man for $199 pr. år fik den samme dokumentation sendt på DVD. For $499/år fik man et Select abonnement, med adgang til beta-udgaver af Mac OS X, samt diske med de seneste færdige udgaver af OS X. Man fik også to gange gratis teknisk support hos Apple, til hjælp med programmering der driller, samt én gange rabat ved køb af Apple hardware. Endelig var der det $3,499 dyre Premier abonnement, der gav en billet til WWDC udvikler-konferencen, 10 gange rabat ved køb af Apple hardware, samt otte gange teknisk support. Både Select og Premier abonnementerne gav adgang til Apples tekniske kompatibilitets-labs i Cupertino, hvor man kunne teste sine programmer, og sikre de virkede på alle maskiner, og man fik hjælp til marketing og tips og tricks fra Apples egne udviklere. Studerende kunne for $99 får hardware rabatter og de seneste OS X builds. MAC DEVELOPER PROGRAM = FREMTIDEN
Det nye Mac Developer Program findes nu kun i to udgaver, en gratis og en $99 udgave. Den gratis er ret begrænset, hvilket giver god mening, da man får meget for de $99/år. For $99 får man adgang til OS X udgaver, samt to tekniske support opkald eller e-mails til Apple. Yderligere support kan tilkøbes for $99 for to "incidents" eller en fem-pak for $249, og prisen er ens for alle, studerende, firma eller privatperson. Hardware rabatterne er droppet helt, men da det vigtigste for udviklere er hjælp fra Apple, og ikke ny hardware, giver dette god mening. Alt dette er rigtig gode nyheder, både for udviklere og for os der skriver og interesserer os for Apple og dets produkter. At man for $99 kan få adgang til de seneste udgaver af Mac OS X, er en super deal for mange nørder, og da man førhen skulle bruge $499 for at få rigtig udbytte af ADC, er det nye program tilgængeligt for mange flere. Hvor mange måske har været skræmt af priserne før, kan vi forvente at se mange flere hobby-programmører skifte til Apple og Macs fremover, hvilket er godt for alle, ikke mindst Apple selv. Vil man vide mere om det nye program, eller se om man kan få refunderet et nyligt køb af ADC, kan man finde mere info hos Apple her.



Ingen kommentarer