Kære læsere. I har sikkert læst historien om, hvordan en streptokok-infiktion gik i mit blod, og så godt som slog mig ihjæl .... men heldighivis dog kun endte med det I kan læse herunder. Grunden til jeg opdaterer siden nu er, at infektionens grimme uhyre prøvede at få mig ned med nakken en gang til ... og fejlede naturligvis igen :-)
Klik her for at læse den seneste udvikling...
I marts 2005 begyndte jeg at få rigtig ondt i mit ene knæ - jeg troede først det var en gammel fodboldskade der har plaget mig gennem årene, men det blev værre og værre. Den 2. marts skulle jeg så til Fars fødselsdag i Randers, og var nær aldrig nået der op. Jeg havde så vanvittig ondt i mit knæ, at jeg næsten ikke kunne gå, og tilbragte da også begge dage i Randers på deres sofa. Jeg fik gennem min læge i Horsens fat i noget smertestillende der blev sendt til et apotek i Randers, og det gjorde at jeg lige netop kunne komme ned i en bil og blive kørt til Horsens af Far.
Men det blev bare værre og værre med smerterne, og det bredte sig til hele benet og så det andet ben også. Den 5. marts kom min ven Kim forbi for at se til mig, for jeg kunne slet ikke bevæge mig for smerter. Han skulle have kørt mig til lægen, men det kunne jeg slet ikke magte.
Han så på mine ben og sagde den var helt gal, de var begyndt at blive gule, røde og lilla, så han ringede til vagtlægen. Men han havde jo bestemt ikke tid til at komme, selv om Kim sagde at den var helt gal og han mente jeg skulle indlægges. Jeg var heller ikke helt til at komme i kontakt med, så min Kim måtte ringe igen og råbe af vagtlægen, og han kom så til sidst … selv om han ikke mente der var noget galt :)
Det eneste vagtlægen sagde da han så endelig kom, var de bevingede ord:
"Jamen du skal jo indlægges"
Tja, :-)
Det blev jeg så, og så gav jeg helt slip og husker ikke så meget mere fra den dag. Faktisk husker jeg ikke så meget før jeg et par dage før vågnede op på infektions-medicinsk afdeling i Skejby, og fik at vide at jeg havde en meget voldsom blodinfektion - en streptokok-infektion viste det sig. Normale infektions-tal ligger på omkring 50 hvis man måler et raskt menneske, mine var på over 10 millioner!
De prøvede så at slå infektionen ned, men intet hjalp og det blev værre og værre med mig. De kunne ikke røre mig for smerter, for hele min krop var svulmet op af infektionen, og til sidst blev de nødt til at operere mig for at skylle infektionen ud af mine knæ, fod og håndled.
Far fik at vide at han nok skulle sige farvel til mig, for de troede helt ærligt ikke jeg kunne overleve operationen, men de var nødt til at gøre et eller andet. Men ukrudt forgår jo ikke så let, og jeg overlevede lige med nød og næppe, og vågnede op nogle timer senere midt om natten. Da var det jeg vidste at jeg skulle kæmpe med alt hvad jeg havde, for at kunne overleve det her, og det besluttede jeg mig så for at gøre.
Gennem de næste uger skyllede de så mine led mange gange, og jeg fik masser af antibiotika der så endelig begyndte at virke. Men det tog flere måneder at få infektions-tallet ned på et par tusinde, og når en infektion sidder så længe i ens krop og led, "spiser" den brusken der beskytter ens led. De så at sige "ruster" sammen.
Og det betød så at jeg måtte have to nye knæled, stivgjort mine fodled og opereres i mine håndled og fingre - i alt seks operationer. Jeg var indlagt halvandet år, fra 2005 til 2006 hvor det sidste år udelukkende var genoptræning i Brædstrup, hvor de forsøgte at få mig op at gå igen. Men det kunne ikke lykkedes, da mine led var for ødelagt og jeg stadig havde for mange smerter når jeg belastede mine led.
Men jeg kan bevæge mine ben, og mine fingre fungerer fint som du kan se på denne lange mail :-)
Der er mange der siger, at det vel nok er synd for mig alt dette er sket, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg ser det som en ny chance i livet!
For igennem mange år - faktisk helt tilbage til vi kendte hinanden - var jeg ude i et meget voldsomt alkohol-misbrug, et misbrug der ville have kostet mig mit job hvis jeg ikke var blevet indlagt, og i sidste ende kostet mig livet.
Min mor døde i 2001 af et alkohol-misbrug, og her i 2008 døde min pap-far Peter af det samme, og jeg var endt samme sted hvis jeg ikke var blevet syg.
Nu er jeg ude af det, jeg gider ikke engang drikke de seks jule-øl jeg fik af nogle venner den anden dag, det smager mig bare ikke mere. Og selv om jeg hver dag stadig må tage store mængder smerte-medicin, så har jeg det bare rigtig godt, og plages ikke rigtig af smerter når jeg tager medicinen.
Så jeg har fået et helt nyt liv forærende, og hvis prisen for det var at skulle bruge kørestol, jamen så er det da bestemt en fair pris efter min mening :-)
Jeg har fået en førtids-pension, så jeg ikke behøver arbejde, hvilket jeg heller ikke ville kunne. Jeg tåler ikke stress ret godt, og der skal ikke så meget til for at udløse en depression da jeg er blevet diagnosticeret med PTSD. Det kommer af de store omvæltninger i mit liv, den lange indlæggelse og så videre, men hvis jeg ellers bare passer på mig selv, hygger mig her hjemme og ikke får for meget stress, har jeg det godt langt de fleste dage!
Og så har jeg jo tid til at lave alt det som interesserer mig: Webdesign, hjemmesider, programmering og jeg hjælper også Far og nogle af hans venner med at lave nogle bøger de udgiver.
Så jeg hygger mig helt vildt, og som sagt … det hele har været en god byttehandel efter min mening :)
Men så kom kapitel to jo, mere om det herunder....
Læs hele artiklen...
